Mand dig op og lav dine push ups!

Push ups eller armstrækninger er en fantastisk øvelse OGSÅ for kvinder! :-) De fleste kender øvelsen, som rammer triceps, skuldre og bryst, men mange udfører den desværre forkert. Jeg ser mange “tabe” ryggen og skulderbladene, så de begynder at vinge. Er man ikke i stand til at stabillisere sine skulderblade under en push up må man hellere udføre den på knæene indtil man er stærk nok!

Alt efter hvordan hænderne placeres rammer du musklerne lidt forskelligt. Ønsker du især at ramme triceps skal du placere hænderne tæt på hinanden og føre albuerne ind til kroppen. Bruger du et bredt greb hvor albuerne føres ud i ca. 40 grader rammer du i højere grad brystet.
Og er du bare super sej til push ups smider du selvfølgelig en vægtskive på ryggen ;-)

I forhold til bænkpres (som jeg havde enormt svært ved at sælge til jer ;-)) gør armstrækninger det muligt at træne skulder og bryst på en mere naturlig måde. Øvelsen tillader skulderbladene at bevæge sig mere frit, hvilket gør øvelsen super god til at få inddraget skulderledets stabiliserende muskler og dermed forebygge skader.

Checkpoint til flot teknik:

1. Placer hænderne lidt over skulderbreddes afstand og lidt over skulderhøjde. Spænd op i din core og dine balder og stabiliser skulderbladene. Knæ, hofte og nakke skal være i forlængelse af hinanden under hele øvelsen!

2. Før nu kontrolleret brystet ned mod gulvet ved at bøje i albuerne. På vejen ned trækkes skulderbladene sammen og ned.

3. Fortsæt til brystet rører gulvet og pres dig op til udgangspositionen ved at strække albuerne.